GÅSEGÅRDEN

I udkanten af en lille landsby på det idylliske Djursland har Gåsegården ligget siden 1882. Gårdens fire længer omslutter den gamle brostensbelagte gårdsplads, hvor det føles som om tiden har stået ganske stille siden da. Markerne var arbejdspladsen for gården førhen, og stuehusets udsigt var derfor orienteret mod haven og landsbyen. Meget har ændret sig i dansk landbrug, og i dag er den storslåede udsigt over Djurslands bakkede landskab grundens største attraktion.

Stuehuset forlænges med en tilbygning der rækker ud mod udsigten og indeholder et stort køkken-alrum med loftet åbnet til kip. Det øvrige stuehus totalrenoveres til en ny tidssvarende indretning, der passer til nutidens familieliv. Sigtelinjen midt gennem huset åbner sig i et glasparti ud mod et stort kastanjetræ i haven mod syd. De tre øvrige længer med tidligere stald, lade og maskinhus åbner muligheden for gæsteværelser, kontor, studie, og ismejeri i fremtiden.

Både om- og tilbygningen af Gåsegården er båret af bæredygtige valg. Der er anvendt biogene materialer, hvor det er muligt, hvilket både giver et sundt hus med et godt indeklima, og samtidig har et lavt klimaaftryk. Genanvendelsen af de eksisterende bygninger fremfor nedrivning er et grundlæggende bæredygtigt valg, og de nye kræfter på gården bidrager til at holde liv i landsbyen.

Næste
Næste

SEA SHORE HOUSE