BEYOND THE PINES
Gemt bag fyrretræernes høje slanke stammer ligger villaen, der er en nyfortolkning af 60’ernes moderne enfamiliehus. Taget er et horisontalt strøg i landskab med sit brede udhæng omkring hele huset. Udhænget rækker ud og skaber et vognly, en overdækket indgang og terrasse. Villaen er formet som en vinkel, der omfavner den åbne terrasse mod haven. Gulvene følger terrænet på den let skrånende grund, hvor de enkelte trin skaber rum med forskellig loftshøjde indenfor. På terrassen skaber to vandspejl i forskellige niveauer lyden af rislende vand i skoven og lysspil på loftet inde i stuerne.
Ved ankomsten til villaen bliver man i entréen budt velkommen af et kig til haven gennem bygningens ene længe, der indeholder køkken, spisestue, stue og en master bedroom afdeling for enden. I den anden længe ligger børneværelserne fordelt langs en gang med et stort panoramavindue placeret i en siddeniche mod terrassen. Opdelingen af børneværelser i den ene længe og master bedroom i den anden længe skaber privatliv for hele familien, som mødes i husets hjerterum i midten.
Beyond the Pines er bygget af gedigne materialer, der ældes med ynde. De smalle langstrakte mursten understreger husets horisontale hovedform, og anvendes både inde og ude til at skabe siddenicher, pejsen og detaljer i murværket. Det brede tagudhæng beklædt med tombak beskytter murværket, og binder ude og inde sammen ved at danne en overdækning, så man kan gå tørskoet rundt omkring hele huset.